Maleri Venetiansk maske

Guld og revnet elfenben: materialet i Venetiansk maske-malerierne

Hvorfor vender guldet igen på næsten hvert Venetiansk maske -maleri?

Gennemgår man kollektionen, springer én farve frem over alle de andre: guldet. Det løber langs en øjenbryn, snor sig som voluter over en tinding, tænder en ellers mat pande. Se på kanten af disse voluter: den er skarp, som udskåret, og materialet virker tykkere end den tilstødende maling, lagt oven på frem for blandet ind. Det er bladmetallet fra de venetianske værksteder, maleren efterligner, det samme der dækkede balmaskerne, før det dækkede disse lærreder. Guldet i Venetiansk maske-malerierne ses før ansigtet, og intet i komposition forsøger at forhindre det.

På en væg opfører dette guld sig ikke som en almindelig farve. Det skifter med tiden: diskret under middagslys, vækkes det så snart en lav lampe rammer det på skrå, og det er om aftenen, lærredene yder fuldt ud. En ophængning belyst fra siden får langt mere ud af dem end en frontal belysning. Det er også det, der gør, at en forgyldt maske kan stå uden besvær over et mørkt møbel: den medbringer selv sit lys i stedet for at kræve det af rummet.

Revnerne i elfenbenet er ikke et malerfejl

Kom tættere på de elfenbensfarvede baggrunde og de bleggrønne toner: overfladen er gennemtrukket af et net af meget fine revner, som glasuren på gammelt porcelæn. Venetiansk maske-malerierne genskaber her en værkstedsvirkelighed. Den venetianske maske støbes i limet papir og får derefter et lag kridthvid grundering, som slibes før malingen; med årstiderne trækker laget sig sammen og revner. En revne fortæller altså om en genstand, der har været brugt, båret fra én karneval til den næste. At male slid frem for det nye er at foretrække hukommelsen frem for vindueudstillingen.

Ukalket væg eller blækmørk væg: hvad maskens elfenben bliver til

To materialer deler hvert Venetiansk maske-maleri: et mat elfenben, der absorberer lyset, og et guld, der reflekterer det. Denne sameksistens kalder på et rum, hvor belysningen er rettet snarere end diffus: en gang med vægarmaturer, en spisestue med lavt lys, et trappeplan. På en lys væg smelter maskens elfenben ind i baggrunden, og kun guldet tegner stadig ansigtet; på en dyb væg, mørkegrøn eller blækblå, vender forholdet, og hele ansigtet træder frem som én blok. Den valgte væg afgør, hvad man ser først.

Byen udvisket bag Venetiansk maske-malerierne

Hvor kommer tågen fra, der sluger facaderne bag masken?

Bag hvert ansigt lader Venetiansk maske-malerierne den samme ting ane sig: afblegede facader, et anet klokketårn, vandet fra en kanal, alt druknet i en grå damp. Læg mærke til, hvordan baggrunden er behandlet: ingen kontur er lukket, tagene mister deres kant halvvejs op, og det grå stiger fra vandspejlet mod himlen, som om det kom ud af selve kanalen. Sådan sluger januartågen lagunen, netop i den sæson hvor baglerne fandt sted. Én skarp maske foran en opløst by : lærredet viser ikke andet.

Denne slørede dybde får en meget konkret effekt, når lærredet hænger på væggen: den skubber væggen tilbage. Øjet hviler først på ansigtet, nært og skarpt, og glider derefter mod en baggrund, det aldrig helt får læst, og billedet begynder at fungere som en åbning. Et rum uden vindue vinder enormt meget : trappeopgang, blind entré, gangvæg. Hvor et klart landskab ville påtvinge sin horisont, lader tågen blikket fuldføre arbejdet selv.

Kanalen bag ansigtet vender den venetianske tradition på hovedet

Vurder den plads byen fylder her: en gondol, en bred kant, to eller tre paladser trykket sammen på et smalt bånd, og altid bag en figur der optager alt det øvrige. Venetiansk maske-malerierne vender dermed det klassiske venetianske udsyn på hovedet, det der bredte Canal Grande ud over hele billedbredden med tællede kupler og stenrækker. På disse lærreder kan ingen monument navngives, ingen facade er tydelig nok til at blive genkendt. Byen bliver en farve, ikke en adresse, og det er masken, det eneste skarpe element, der giver billedet dets målestok.

På hvilke vægge falder tågen i Venetiansk maske-malerierne bedst?

Den tågede baggrund i Venetiansk maske-malerierne spiller en rolle, man sjældent tillægger den: den leverer et farvet grå, snart blåligt, snart sandfarvet, som fungerer som buffer mellem masken og rummet. Resultatet er, at en meget mættet bordeaux eller midnatsblå aldrig rammer væggen direkte, men dæmpes af denne mellemzone. Derfor passer disse lærreder lige så godt på ukalket puds som på dyb grøn, og de klarer sig uden besvær sammen med mørkt træ, fløjl eller bar sten. Tågen fungerer som overgang.

Bar mund og handsket hånd: Venetiansk maske-malerierne taler

Skal man undre sig over, at munden altid er blottet?

Ét detalje gentager sig fra lærred til lærred, så det springer i øjnene: masken stopper ved kinderne. Læberne forbliver synlige, ofte skarlagenrøde, undertiden åbne. Venetiansk maske-malerierne tager her over en praktisk begrænsning fra det venetianske objekt, hvis form blotlægger den nederste del af ansigtet, så man kan drikke, spise og tale uden at tage masken af, og dermed gennemgå en hel nat uden at blive genkendt. Derfra stammer de hænder, der holder en kop. Munden er det eneste sted, hvor noget stadig kan aflæses, og det er her maleren samler udtrykket.

Denne tilbageholdenhed ændrer alt for den, der hænger et af disse lærreder derhjemme. Et almindeligt portræt pålægger en person med sin tid, sin familie og et blik der følger én fra rum til rum. Her er ansigtet til stede, men anonymt: det indtager pladsen af et portræt uden at bære dets byrde. Man hænger en tilstedeværelse op, ikke en person. Derfor passer disse billeder i en delt stue, et gæsteværelse eller et kontor, hvor en fremstilling af en fremmed ville gøre alle utilpasse.

Et bundet bånd, en kvast, en handske: hvad holder disse masker fast?

Tilbehøret, der går igen i Venetiansk maske-malerierne, er ikke blot pynt: det fortæller, hvordan masken sad. Et bånd strammet om nakken, en silkekvast der hænger ned langs kinden, en handske trukket op under hagen – og dette sidste gestus er et direkte minde om en kvindelig maske, der holdt på plads ved at man bed i en knap placeret på indersiden, hvilket dømte den, der bar den, til total tavshed. Det sorte slør og kappen forlænger den samme hensigt. Hver fastgørelse er blevet til pynt, og det er det, der gør disse hænder så forstyrrende.

For den, der betragter disse lærreder fra en sofa, gør de små detaljer hele fortællingen. De tvinger til at afgøre, hvad der foregår: en løftet kop antyder et fest, der allerede er i gang, en handske under hagen tilbageholder en tilståelse, et sort slør siger, at der ikke er mere at se. Gestussen erstatter ansigtet og overlader det til hver enkelt at skrive fortsættelsen. Det er dette, der adskiller disse billeder fra et simpelt objektstudie på en neutral baggrund, og det der gør dem snakkesalige ved at tie så meget.

Blomstrende løv og gyldne volutter: ornamentikken i Venetiansk maske-malerierne

Kom tættere på panden og kinderne: på Venetiansk maske-malerierne efterlades ingen flade nøgen. En løvranke løber fra tinding til kindben, små blomster åbner sig ved øjenkrogen, gyldne volutter følger næseryggen som en nerve. Intet er tilfældigt; dekorationen følger ansigtets relief og understreger det præcis dér, hvor huden ville have bevæget sig: ved øjenbrynene, øjenlågene, kinderne. Udsmykningen indtager udtrykkets plads : jo mere masken er prydet, jo mindre lader den ane, hvad den tænker.

Ofte stillede spørgsmål om venetiansk maske-malerier

Er disse masker dem fra den nutidige karneval eller fra baller i det 18. århundrede?

Alt i disse lærreder henviser til den gamle maske snarere end til souvenirbutikken: bladguldet, det revnede kridthvide, det sorte slør, kappen, formernes enkelhed. Karnevallet genoplivet i nyere tid har tilføjet fjer og skrigende farver; kollektionen holder sig til et mere strengt repertoire, det fra Serenissimas baller, hvor masken først og fremmest tjente til at udviske den rang, der bar den.

Bordeaux, midnatsblå, vandgrøn: hvordan passer disse masker til et rum, der allerede er farverigt?

To elementer letter tilpasningen. Guldet, der findes overalt, harmonerer med messing, honningfarvet træ og ubleegede stoffer; den grå tåge i baggrunden dæmper de stærke farver, før de møder din væg. Find maskens sekundærfarve, bordeaux, purpur eller grøn, og lad den gå igen én gang i rummet, på en pude eller en bogryg. Undgå blot at placere disse ansigter over for en væg, der allerede er meget fyldt: de har brug for tomrum omkring sig.

Hvad skiller en venetiansk maske fra en maske i den italienske commedia dell'arte?

Arlekin- eller Pantalone-maskerne er af mørkt læder, dækket af rynker og fremspringende næser: de tildeler en karakter, og man griner, før skuespilleren taler. Ansigterne i denne kollektion gør det modsatte. Glatte, skulpturelle, pyntet med løv og forgyldning, fjerner de identiteten i stedet for at give den. Derfor bevarer disse lærreder deres mystik gennem årene i stedet for at afsløre deres historie ved første blik.