Cyberpunk-maleri

Turkis, magenta, glød: paletten i cyberpunk-malerierne

Hvor kommer den turkise og magentafarvede kant fra, der flyder ud over hvert ansigt?

Følg konturen af en næse eller en skulder på disse cyberpunk-malerier: linjen er aldrig enkelt. En turkis frynse løber den ene vej, en magenta frynse den anden, og hovedet ser ud til at være trukket i to retninger på én gang. Denne dobbelthed er ikke et malerfund: det er signaturen fra et billede der ikke er rigtigt justeret, et farvelag forskudt et halvt millimeter, eller et katodestrålerør hvis stråler ikke længere dækker hinanden. Fejlen er blevet bevaret, forstørret og ophøjet til hovedmotiv.

Kom tæt på en kind: de to frynser blandes aldrig, de bliver liggende side om side, som to trykflader trukket hver for sig. Turkis og magenta er sammen med gul de grundlæggende farver i ethvert trykt billede, og at se dem skille sig ad svarer til at skille mekanismen ad lige foran øjnene. Set på afstand samler blikket lagene igen, og ansigtet bliver skarpt; tæt på falder det fra hinanden igen. Et lærred der ændrer sig efter afstanden klarer sig langt bedre i en gang end på en væg set fra en lænestol.

Sort sluger halvdelen af et ansigt for at tænde den anden

Fjern sort fra disse cyberpunk-malerier, og farverne styrter straks sammen. De mørke baggrunde, de lukkede klæder, skyggezonerne der sluger halvdelen af et ansigt, er ikke der for at virke alvorlige: de tjener som fundament. En mættet farve virker desto intensere, jo mere dæmpet dens nabo er, og det er netop det disse lærreder udnytter. Det turkise lyser kun, fordi alt omkring er blevet tyst. Sort optager ikke den resterende plads: den skaber lyset i resten.

Det afgør hvor de trives bedst. En lys væg, kraftigt belyst, fratager dem halvdelen af deres styrke: den mørke baggrund bliver til en plet, og farverne mister deres fordel. På en mørk væg, i et rum oplyst af en lav lampe eller af skærmens skær, opfører de sig tværtimod som lyskilder. Når aftenen falder, og de lyse billeder slukkes og bliver grå, er disse ansigter de sidste der forbliver fuldt læselige.

Cyberpunk-malerierne bevarer en glød i kulden

Midt i al denne kulde brænder der stadig noget. På denne samlings cyberpunk-malerier spredes oranje aldrig bredt: det samler sig i et blik, en revne, et stykke hud, som en glød under asken. Metoden er så gammel som maleriet selv, en varm tone isoleret i en kold masse, der trækker øjet før alt andet. Her peger den altid på det samme sted: det der stadig er levende i et ansigt der er ved at gå i opløsning.

Dette varme punkt er også det der gør dem beboelige. Et helt blåligt lærred forbliver fremmed i et rum med træ og terrakotta; en orange accent er nok til at etablere en dialog. Turkis svarer på væggenes mørke, gløden svarer på møblernes varme, og helheden holder op med at være et objekt der bare står der. Man kan derfor hænge dem i et venligt rum uden at afkøle det, så længe mindst et af de orange punkter forbliver i synsfeltet.

Hverken skyskrabere eller regn: cyberpunk-malerierne reduceret til et ansigt

Ikke et tårn, ikke et neonskilt: byen er gået ind i ansigtet

Det første der overrasker ved disse cyberpunk-malerier, er hvad der mangler. Ingen tårne, ingen gyde badet i regn, intet neonskilt spejlet i en pyt: kulissen er helt fjernet. Tilbage står et hoved, i fuld flade, taget i skulderhøjde. Genren er dog bygget op af tentakulære megabyer, og netop derfor er det oplagte valg læseligt: alt det en megaby fortæller er foldet ind i et enkelt ansigt. Kabler, skærme og skilte omkranser ikke længere mennesket, de er gået ind i det.

Denne forskydning ændrer alt for væggen. Et bybillede graver hul i fladen, åbner en flugt, kræver afstand og en stor flade at ånde på. Et frontalt ansigt graver intet: det kommer frem. Disse lærreder hænges derfor der hvor man aldrig ville have forsøgt et panorama: et smalt stykke mellem to døre, hjørnet af en gang, væggen overfor i et lille kontor. De forstørrer ikke rummet, de bebor det, og ét enkelt er nok til at give en tilsyneladende ubrugelig flade nærvær.

Hvorfor denne sorte højhalsede krave og det blik der stirrer lige frem?

Disse ansigter smiler ikke, vender sig ikke, spiller ikke noget. Cyberpunk-malerierne samlet her låner deres positur fra identifikationsbilleder: fotografi til papirer, antropometrisk tavle, arkivportræt, forfra, skuldrene skåret, intet objekt der fortæller hvem man er. Det mørke, lukkede tøj, ofte en højhalset krave, udsletter de sidste spor: hverken tidsalder, erhverv eller rang. Der er kun et ansigt tilbage at klassificere, og netop det er genrens store emne.

Denne frontalitet giver en meget konkret effekt så snart lærredet hænges op. En profil eller et trekvartsbillede lader blikket glide mod det udenfor billedet; en frontal positur sætter øjnene fast i dine og slipper dem ikke. Placeret over for en indgang tager disse lærreder imod i bogstavelig forstand: de stirrer på den der åbner døren. Placeret til siden, over en stol eller et arbejdsbord, bliver de en tilstedeværelse i kanten af synsfeltet, som man fornemmer uden nogensinde at se den direkte.

Det revnede øje, cyberpunk-malerienes brudpunkt

Der findes altid et sted hvor billedet slipper, og på disse cyberpunk-malerier er det øjet. En revne går igennem det, et lys tænder sig, farvelaget sporer af der mere end andre steder. Valget er ikke tilfældigt: i århundreder har maleriet gjort øjet til sædet for sjælen, stedet hvor man kontrollerede at et portræt var beboet. Ved at revne det sigter disse lærreder mod netop det sted man leder efter tilstedeværelsen og installerer noget andet dér: et objektiv, en linse, et nattelys.

For den der hænger dem, bliver dette øje ankerpunktet for hele fladen. En besøgendes blik følger altid den samme rute: det fejer over de farvede bånd, stiger op mod øjnene, støder på revnen, begynder igen. Det er dette kredsløb der forhindrer lærredet i at slides, hvorimod et billede der leveres på én gang hurtigt holder op med at eksistere på en væg. Hæng dem i øjenhøjde snarere end højt oppe : for højt, og revnen lukker sig visuelt, og lærredet mister sit brudpunkt.

Bånd, splinter og indgraverede tegn: mekanikken i cyberpunk-malerierne

Liggende bånd der forskyder ansigtet et trin

På næsten alle cyberpunk-malerierne i denne serie er ansigtet krydset af liggende bånd der forskyder det, farver det anderledes, afbryder det brat. Denne opdeling stammer fra en præcis maskine: fjernsynsbilledet bygges linje for linje, og det magnetbånd der bærer det slides. En læsefejl, og linjen springer, glider, skifter farve. Det disse lærreder maler er et sekund af nedbrud, et øjeblik så kort at intet øje rigtigt har set det, her fastholdt og gjort stillestående.

Denne vandrette rytme har øjeblikkelige visuelle konsekvenser. Båndene modsiger portrættets lodrette format og skaber en konstant spænding mellem ansigtet der stiger og linjerne der deler det; blikket kan ikke hvile, det bevæger sig nedad i trin. På en væg finder disse vandrette linjer medspillere: en hylde, kanten af et lavt skab, en dørlist. Flugt dem med dem, og lærredet forankres ; forskyd det bevidst, og hele rummet ser ud til at have sprunget et trin.

Rektangulære splinter, aldrig rystede stykker

Se hvordan ansigtet knækker på disse cyberpunk-malerier: aldrig i uregelmæssige splinter, altid i skarpe rektangler, flugtet efter et usynligt net. Beige plader løsner sig fra kinden og tindingen, glider nogle millimeter, bevarer deres rette vinkler. Det er denne regelmæssighed der afslører maskinen: en hånd brækker efter buede linjer, en beregning brækker efter et gitter. Malerne der for et århundrede siden allerede opdelte portrættet i flader fik levende stykker; her adlyder stykkerne.

Dette gitter er også det der gør lærredet levedygtigt i hverdagen. Tæl pladerne: de gentager sig, svarer hinanden fra tinding til tinding og bevarer den samme afstand. Et billede der bare er beskadiget, trætter; et ansigt genopbygget efter en regel kan læses igen. Efter at have passeret det et stykke tid holder man op med at se en ulykke og følger i stedet en konstruktion: man finder pladen der mangler på hagen, den der er glidet for højt op på panden, og lærredet giver stadig noget at lede efter måneder senere.

Hvad fortæller de indgraverede tegn på cyberpunk-malerienes splinter?

Mellem to beige fragmenter dukker mærker op: streger, indhak, tegn der ligner skrift uden nogensinde at blive det. Cyberpunk-malerierne i denne samling glider dermed tekst ind i huden, som et skærmbillede der stiger op til overfladen af et ansigt. Maleriet har altid skrevet på sine billeder, latinske inskriptioner, bannere, kartuscher, men disse tjente til at navngive. Her forbliver tegnet ulæseligt ved konstruktion : det signalerer at et system taler, uden nogensinde at afsløre hvad det siger.

Denne ulæselighed virker som en motor for opmærksomhed. Foran en klar inskription læser man og går videre; foran et tegn man ikke kan løse, vender man tilbage, sammenligner, leder efter en regelmæssighed. Disse lærreder belønner derfor nærmere undersøgelse: på tre meters afstand ser man et sløret ansigt; på halvanden decimeter opdager man et alfabet indgraveret i det farvede materiale. Hæng dem der hvor man går tæt forbi væggen, en gang, en indgang, ryggen på et bogskab, snarere end højt oppe på en væg som ingen nogensinde nærmer sig.

FAQ om cyberpunk-maleri

Hvorfor virker disse ansigter beskadigede, når emnet er højteknologi?

Fordi det nye ikke optræder nogen steder på disse lærreder: kanten af bånd løber ud, øjet er revnet. Denne genre har aldrig fejret teknisk bedrift; den fortæller om maskiner der ældes i almindelige hænder. Disse portrætter viser ikke en ny skærm, men en skærm der løsner sig; ikke en glat hud, men en hud stribet af vandrette bånd. Slid bliver det egentlige emne: det er gennem fejlen at mennesket forbliver synligt under det digitale lag.

Hvad adskiller disse portrætter fra et neonbelyst storbyudsyn?

Hele deres forhold til væggen. Et nattebillede af en by arbejder i dybden, med perspektiv, horisont og refleksioner, og kræver afstand for at blive værdsat. Disse ansigter tilbyder ingen dybde: de kommer frem i forgrunden og stirrer lige frem, skuldrene skåret, sort baggrund uden horisont. De hænges derfor i trange rum hvor et panorama ville gå tabt, og de læses på et sekund, hvor en by kræver at man dvæler ved den. Samme forestillingsverden, to modsatte brug.

Hvem henvender sig egentlig til disse slørede portrætter i turkis og magenta?

Til dem der genkender hakkingen fra en gammel kassette eller en dårligt rettet antenne, og som hører nostalgi i den snarere end et fejlslag. Til dem der foretrækker et ansigt frem for et landskab, men finder det gamle portræt for tamt. Også til dem der lever foran skærme og gerne vil vise det. Disse kolde farver søger de mørke interiører, antracit eller trækul, hvori bløde billeder altid ender med at forsvinde.