Abstrakt arkitektur – maleri

Uden fortov og forbipasserende: beskæringen i Abstrakt arkitektur – malerierne

Hvor er gulvet og de forbipasserende i Abstrakt arkitektur – malerierne blevet af?

Det første reflekteksen foran Abstrakt arkitektur – malerierne er at lede efter en indgang, et stykke fortov, en silhuet der kunne give målestok: intet af dette findes der. Rammen begynder over stueetagen og slutter før himlen, eller den vipper lodret for kun at beholde tage. Facaden optager hele fladen, kant til kant, uden margen og uden frirum. Dette skarpe udsnit er ikke en glemsel: det er det, der forvandler en bygning til malet flade, og det forklarer hvorfor disse lærreder først læses som samlinger af farvede rektangler.

Læg nu mærke til, hvor rammen skærer. Den deler et vindue i to, afskærer en altan midt i gelænderet, afbryder en række paneler uden advarsel, lader et bånd af tag glide ud over panelet. Disse amputationer går igen på næsten alle lærredene og virker som en tilståelse: ingen her påstår at vise en hel bygning, kun et stykke taget ud af den. Det man ser fortsætter ud over kanterne, til venstre, til højre, opad, og øjet gætter det uden at kunne kontrollere det. Derfra fornemmelsen af at holde en prøve af en mur lagt fladt, som et stykke stof udfoldet på et bord.

Set nedefra, eller hvordan en bygning bliver til et skakbræt

Mange af malerierne i Abstrakt arkitektur – maleri er set nedefra, med blikket ved bygningens fod og rettet opad. Effekten er mekanisk: etagerne stabler sig og trykkes sammen, vinduerne bliver mindre række for række, de lodrette linjer mødes et sted uden for rammen. Et regelmæssigt gitter bliver til en vifte af ulige kvadrater, der accelererer mod toppen. Netop det skaber indtrykket af et lodret skakbræt, og det giver disse lærreder deres opadgående bevægelse, selv om ingen person og intet køretøj bevæger sig i dem.

To andre beskæringer fuldender serien: det høje blik, som klemmer tagene sammen til et mønster af farvede rektangler, og det frontale blik, som flader alt ud og fjerner dybden. Tre måder at opnå det samme på : at få bygningen til at miste sin egenskab af beboeligt rumfang. Samlet på én væg forhindrer disse forskellige synsvinkler monotoni, fordi øjet glider fra en lodret opstigning til et fald mod jorden uden nogensinde at finde den behagelige position for den forbipasserende, der står stille på hjørnet.

Hvad er der tilbage af en by uden målestok?

Umuligt er det, foran et Abstrakt arkitektur – maleri, at sige, om bygningen har fire etager eller fyrre. Ingen parkeret bil, ingen dør, ingen optaget altan, intet træ i menneskehøjde: de sjældne planter, der dukker op langs tagkanterne, kunne lige så vel være buske som miniaturskove. Skalaen forsvinder med referencepunkterne, og dermed muligheden for at placere scenen. Denne mangel på spor forklarer, hvorfor disse lærreder aldrig fungerer som rejseminder: de henviser til intet bestemt sted og dermed til ingen bestemt tid.

For en væg er konsekvensen meget konkret. Et genkendeligt bybillede pålægger en fortælling: man har været der, drømmer om at komme tilbage, skal forklare det over for gæsterne. En anonym facade pålægger intet og nøjes med at organisere farve og linje. Den ældes derfor på en anden måde, uden at afhænge af en turistmode eller et panorama, der er blevet banalt ved at blive gengivet igen og igen. Det er disse kompositioners diskrete komfort: man kan se dem tusind gange uden nogensinde at skulle sige noget om dem.

Rødt mod gult, turkis mod magenta: farven i Abstrakt arkitektur – malerierne

Hvorfor flyder magenta aldrig over på det røde naboskab?

Paletten i Arkitektur abstrakt-malerierne modsiger straks forestillingen om en grå by: skarp rød mod gul, orange, der løber langs altanerne, turkis placeret ved siden af magenta, lyserødt på tagene. Læg mærke til, hvordan disse toner er fordelt, og man forstår proceduren: de farver ikke en detalje, de tager en hel etage, og så den næste, som skifter farve. På flere lærreder får hvert fag sin farve, og bygningen ender med at ligne et farvekort rejst op i højden. Ingen overgang, ingen snavs, ingen regnspor : farven stopper brat ved fugen, der hvor den næste celle begynder.

Følg nu disse farver tæt: de følger konstruktionen i stedet for at modsige den. Det røde stopper præcis ved gulvpladens næse, det gule fylder brystningen mellem to vinduer, orangen holder sig til rækværkerne uden nogensinde at bide ind i væggen. Farven adlyder bygningens tegning, felt for felt, og netop denne disciplin forhindrer helheden i at ende som en klatten trods den voldsomme nærhed mellem farverne. Fjern farverne, og der ville stå en tydelig facadeplan tilbage; giv dem tilbage, og planen bliver en komposition, man kan nyde for dens egen skyld.

De Arkitektur abstrakt-malerierne, der giver afkald på farven

En del af Arkitektur abstrakt-malerierne opgiver de mættede farver til fordel for hvid, perlegrå og bløde skygger: lyse tårne, der flettes sammen, stribede belægninger, vinduer uden farvede refleksioner. På disse malerier er hele arbejdet overladt til lyset. Da der ikke er rødt eller turkis til at adskille planerne, er det de kastede skygger, der skaber formen: et grått bånd under hvert fremspring, en mørkere fordybning i en nedtrapning, en næsten hvid kant på den skarpe ribbe. Tegningen erstatter her farven og bliver pludselig meget tydeligere, som om pudsen var skrabet af for at vise konstruktionen under.

På en væg besvarer disse to familier hinanden i stedet for at modarbejde hinanden. De lyse kompositioner lader et helt ensemble ånde og tåler rigeligt lys uden at blive hårde; de farvede kompositioner tager ordet og nøjes med svagt lys. At veksle mellem dem svarer til at sætte tegnsætning i en sætning : en stilhed efter et udråbstegn. Det er det, der gør det muligt for denne kollektion at nære både et rum der allerede er meget bebot og et bevidst nøgternt rum, uden at helheden til sidst gentager sig fra panel til panel.

Hvad en helt rød facade gør ved et rum med nordvendt lys

De store farveflader i Arkitektur abstrakt-malerierne opfører sig snarere som blokke af pigment end som udsigter: en rød facade nedtones ikke i skygger, den holder fra kant til kant på panelet. I et rum mod nord, hvor lyset forbliver koldt hele dagen, varmer denne tunge farve hele rummet langt mere effektivt end en farvet genstand placeret på et møbel. Farven er her arkitektonisk, det vil sige anbragt i stor mængde og i ét stykke, præcis som på den bygning, den forestiller.

De tonepar, lærredene bruger, er heller ikke neutrale. Turkis og magenta, rødt og gult, lyserødt og blad-grønt: det er par der gensidigt forstærker hinanden og skaber en vibration på nethinden. Placeret over for et vindue bliver de næsten elektriske; sat på en mørk væg vinder de dybde og falmer. Det er derfor bedre at efterlade en stykke væg frit end at klemme dem mellem to hylder, hvor vibrationen straks ville gå tabt.

Skakbrættet, stregen og mosaikken: grammatikken i Arkitektur abstrakt-malerierne

Hvorfor vender de samme kvadrater tilbage fra det ene Arkitektur abstrakt-maleri til det næste?

Et Arkitektur abstrakt-maleri hviler næsten altid på en enhed, der gentager sig: et panel, et vindue, en fagkant, en fliser. Tæl dem på et lærred, og du vil se, at variationen aldrig vedrører formen, kun farven. Modulet forbliver identisk fra bunden til toppen af panelet; kun den celle, man vælger at fylde i rødt, gult eller perlegrå, ændrer sig. Det er nok at flytte disse udfyldninger, for at en regelmæssig væg bliver til skakbræt, dambræt, toning eller regn af prikker. Det er dette ene greb, gentaget på forskellige måder, der knytter malerierne sammen, selv når de er meget forskellige i farve.

Denne gentagelse har en sjælden dyd i et interiør: den optager fladen uden nogensinde at overlæsse den. Et regelmæssigt gitter tilbyder øjet en klar vej, op eller sidelæns, og lader det bevæge sig over lærredet uden at støde ind i en tilfældig detalje. Man ser en kadence snarere end en scene. Det er også derfor, disse kompositioner tåler stor størrelse: jo mere gitteret strækker sig, desto mere fængslende bliver det, hvor et fortællende billede var blevet opbrugt efter tre distraherede blik.

Hvor mange forskellige blåtoner i ét enkelt stykke facade?

Overfladerne i Arkitektur abstrakt-malerierne er næsten aldrig glatte: de deler sig i små tætte kvadrater, pastiller og smalle bånd, der straks minder om et keramisk belægning. Træder man nærmere, bliver detaljen tydeligere: hver mosaiksten bærer sin egen nuance, lidt lysere eller mere dæmpet end naboen, så en flade, der virkede ensartet, viser sig at være bygget af snesevis af forskellige blå. Fugerne forbliver synlige, fine og regelmæssige, og de kvadrerer farven med et net af bleg linjer, der fanger blikket, hvor en glat flade ikke ville fastholde noget.

Denne minutiøse opdeling etablerer en dobbelt læsning. På afstand smelter mosaikken sammen til én farvet masse, og facaden bliver igen en klar flade, læselig fra den ene ende af rummet til den anden. Tæt på dukker opdelingen op igen, og fladen begynder at glimte som et broderi. Et og samme lærred tilbyder altså to billeder afhængigt af afstanden, hvilket gør det til en varig ledsager, hvor man færdes: gangen viser dens masse, lænestolen afslører fliserne.

Ethvert gitter kalder på sin afvigelse: kurven, kanten, sløret

Kig længe på et Arkitektur abstrakt-maleri, og du vil altid finde afvigelsen, der modsiger mønstret: en glasaltan, der buer, en kant, der bryder linjen skråt, et spændt sejl, der bølger foran vinduerne, en dampsky, der slører et hjørne. Disse afvigelser er tællet, en eller to pr. lærred, og næsten aldrig placeret i panelets midte. Kurven placerer sig i en tredjedel af fladen, forskudt, som om den var sat der for at forhindre symmetrien i at lukke sig. Led efter den på hvert lærred: det er netop her, kompositionen vipper.

Uden disse brud ville en helt gitteret komposition til sidst ligne et tapet. Med dem har blikket et holdepunkt og vender tilbage. Det er denne dosering mellem disciplin og afvigelse, der adskiller disse lærreder fra et simpelt gentaget mønster, og som gør det muligt for dem at holde en væg over tid. En eneste kurve midt i tre hundrede kvadrater er nok: den giver gitteret et centrum og rummet et bestemt sted at hvile blikket.

FAQ zu Tableaus Architektur abstrakt

Findes disse røde og turkise bygninger virkelig et sted?

Ingen af disse bygninger er identificerbare: ingen skilte, intet monument, ingen berømt horisontlinje i baggrunden. Beskæringen går ind i facaden og opgiver alt, hvad der ville gøre det muligt at navngive en by. Valget er bevidst, og det er det, der adskiller denne kollektion fra en turistudsigt: ingen vil spørge dig, om du har været der. Disse facader tilhører en mulig by af farver og gitre, som hver rekonstruerer på sin egen måde.

Hvad adskiller dem fra et fotografi af en skyskraber eller et bypanorama?

Et panorama bevarer bygningernes hele silhuet, himlen, ofte vandet eller gaden: det fortæller om et sted. Her er rammen trængt ind i facaden og viser kun et fragment, forstørret indtil det bliver ren geometri. Farverne er desuden drevet langt ud over den sædvanlige blålige grå i bybilleder. Resultatet er ikke et landskab, men en samling af rektangler, kurver og gitre, meget tættere på konstrueret malerkunst end på reportage.

Hvem taler disse geometriske og farvede facader mest til?

Til dem, der løfter hovedet, mens de går, som stopper ved et husgavlshjørne, som fotograferer en farvet gavl uden helt at vide hvorfor. Også til dem, der vil have en tydelig farve uden at gå via blomsten, dyret eller landskabet: disse lærreder tilbyder klare flader holdt sammen af en struktur. De rammer endelig dem, der holder af billeder, der læses i to trin, gitteret på afstand, fliserne tæt på, og som ikke kræver nogen forklaring.