Maleri Lys

Hvad de blå vaser fortæller i Lys-maleriserne

Hvorfor er vaserne i Lys-maleriserne næsten altid blå?

Se på disse Lys-malerier et for et: blomsten varierer, beholderen langt mindre. Dyb blå, klar turkis, gennemsigtigt glas, der antager skyggens farve omkring sig: vasen trækker næsten altid mod blåt. Det er ikke en malers lune. Kronbladenes hvide er en yderværdi med næsten ingen egen farve; placeret mod et koldt blåt varmes den straks op, virker cremet og en smule gylden ved halsen. Mod en brun eller grøn krukke ville den slukkes. Det blå er her et redskab, ikke en udsmykning.

Vanen stammer langt tilbage. Buketterne malet i de nordlige værksteder satte deres blomster i blå-hvide fajancekrukker, efterlignet porcelæn fra Kina, fordi kobolt næsten var det eneste pigment, der kunne overleve en brænding ved høj temperatur. Det blå var altså ikke et smagsvalg, men det keramikken kunne, og intet andet. Århundreder senere arver disse lærreder det uden at tænke over det, og den blå vase bliver ved med at give en mørk sokkel til blomster, der selv stiger mod lyset.

Denne hvide og blå er den, ærkeenglen rakte Maria

Parret, der dominerer disse Lys-malerier, en skinnende hvid og en tæt blå, er ingen dekorativ tilfældighed. Det er Bebudelsens duo, gentaget i århundreder: ærkeenglen rækker en hvid lilje til en kvinde svøbt i en blå kappe, og den blå farve var dyrere end guld, fordi den blev malet af en sten hentet langt væk. Det europæiske øje blev trænet i seks hundrede år til at læse disse to farver sammen. Når de vender tilbage i en simpel buket på et bord i dag, består højtideligheden, selv løsrevet fra fortællingen.

Det er forklaringen på et indtryk, man ofte får foran disse lærreder: de beroliger uden at være bløde. En pæonbuket trøster, en liljebuket påbyder stilhed. Forskellen skyldes denne arv, men også blomstens form, oprejst, bredt åben og rettet mod betragteren som en direkte henvendelse. I en entré eller over en konsol skaber disse buketter en zone af lidt ceremoniel ro: de holder rummet på plads snarere end at varme det op, og de klarer fint at stå alene på deres væg.

På hvilken væg skal disse Lys-malerier hænges, for at kronbladene lyser op?

Alt afhænger af den mørke, lærredet allerede bringer med sig: disse Lys-malerier bærer deres egen nat, eftersom baggrundene er brune, grenaderrøde eller tydeligt sorte. På en lys væg tegner den mørke masse en meget skarp firkant, og de hvide kronblade synes at lyse indefra: det er det mest slående resultat. På en mørk væg smelter lærredets baggrund sammen med væggen, og kun blomsterne er tilbage, svævende i mørket, hvilket giver noget mere mystisk og næsten svævende. Begge virker; de fortæller blot ikke det samme.

Granatrøde baggrunde og brune nætter: hvor kommer det hvide skær i Lys-maleriserne fra

Uden disse grenaderrøde og sorte baggrunde ville den hvide lilje ikke eksistere

Lad os sige det enkelt: på en lys baggrund ville disse Lys-malerier ikke findes. Det hvide kronblad er den lyseste værdi, en maler råder over ; placeret på en bleg flade forsvinder det og bliver et hvidt hul i hvidt. De dybe brune, grenaderrøde og sorte nuancer i denne kollektion er derfor ikke en stemningsbetinget indskydelse: de er de eneste flader, mod hvilke en hvid kan modelleres, vise sine blålige gråtoner i hulrummene og sit klare lys på kronbladenes opadvendte kanter.

Sådan lærte de gamle stilleben, malet på rødlige eller mørke grunde, som man lod ånde rundt om buketten. Grenaderrødt er særligt aldrig neutralt : det er en dæmpet rød, komplementær til stilkenes grønne, som får bladene til at vibrere, uden at man bemærker det. Når et sådant baggrund hænger, opfører det sig som en åbning i væggen: blikket går ind i stedet for at glide hen over, og rummet synes at vinde nogle centimeter dybde på den side.

Disse Lys-malerier fanger det præcise øjeblik, hvor blomsten dufter

Aftenen vender så ofte tilbage i disse Lys-malerier, at man kan se andet end en forkærlighed for stille stemninger. De store hvide liljer i trompetform forstærker deres duft ved skumringen : den lyse, bredt åbne krone tjener som orienteringspunkt for natsommerfugle, og duften stiger pludselig tidligt på aftenen i et lukket rum. At male en lilje i tusmørket er altså at male den på det tidspunkt, hvor den virker mest, hvor den fylder et helt rum, uden at nogen engang ser på den.

Det ses i den måde, disse lærreder er belyst på. Lyset kommer aldrig forfra : det glider ind fra siden, berører toppen af en krone og lader halvdelen af buketten ligge i en brun halvmørke. De lukkede knopper forbliver næsten usynlige, reduceret til grønne spindler, man kun ser, når man træder tættere på. Maleren forsøger ikke at vise alt: han viser det, dagens afslutning lader se, og skyggen klarer resten af arbejdet. Det er det, der giver disse buketter deres udseende af at være overraskede snarere end placeret.

Modsat nogle Lys-malerier, hvor lyset passerer gennem kronbladet

Ikke alle malerierne i denne kollektion er nattescener, og netop det forhindrer helheden i at gå i ring. Nogle vender sig i modsat retning, mod de første timer: et blåt, fladt lys trænger ind fra siden, kronbladene bliver næsten gennemsigtige, og glasset i vasen begynder at skinne i stedet for at absorbere. Liljen tåler dette lys bemærkelsesværdigt godt, fordi blomsten er tynd, tæt på voks, og en stråle går igennem den fra side til side i stedet for at standse ved overfladen.

For en væg er forskellen meget konkret. Morgenmalerierne bringer friskhed og klarer et allerede lyst rum, et køkken eller en spisestue mod øst. Aftenmalerierne kræver tværtimod et mere skjult hjørne, hvor de ikke skal kæmpe mod et stort vindue. Mange ender med at tage begge og fordele dem i forskellige rum: den samme kollektion giver så to tidspunkter af dagen i samme bolig, uden at gentage sig fra rum til rum.

Detaljen i kronbladene, eller hvordan man læser et Lys-maleri tæt på

Hvor kommer de mørke prikker fra, der er spredt over kronbladene i Lys-maleriserne?

Det er detaljen, der overrasker mest, når man nærmer sig et lyserødt Lys -maleri eller et cremet et: kronbladene er prikket med små mørke pletter, undertiden små relieffer, som en regn af pletter, der begynder ved halsen. Intet tilfældigt her. Disse prikker er nektarguider : de tegner en sti, insektet følger ned til blomstens bund, hvor sukkeret findes. Blomsten bærer sin brugsanvisning trykt på sig selv, og maleren kopierer den plet for plet.

Disse pletbesatte liljer er i øvrigt ikke de samme som de store, ensfarvede hvide liljer. De stammer fra arter, der kommer fra Japan, ankom til Europa i det nittende århundrede og blev krydset for at give disse lyserøde og cremefarvede sorte halsede sorter. Kollektionen synes således at tøve mellem to verdener: på den ene side en hvid og glat blomst, næsten emblematisk, på den anden en kødfuld, pletbesat blomst, tydeligt kommet fra et andet sted. Begge findes i de samme blå vaser, og denne nærhed udgør en god del af fornøjelsen ved helheden.

Støvdragerne, som blomsterhandlere klipper af, og som disse lærreder bevarer

Se på midten af et Lys-maleri: seks lange støvdragere rager ud af blomsterkronen, buede, dækket af et rødbrunt pulver, og en støvvej, der er endnu længere, rager op over dem. I en rigtig buket fjernes disse støvdragere næsten altid straks ved købet, fordi pollen uigenkaldeligt plamager et dugen eller en ærme. Malerne bevarer dem derimod systematisk. Grunden er enkel: denne orangerøde nuance udgør den eneste varme tone i et billede bygget på hvidt, blåt og grønt. Fjern den, og hele helheden kølner med det samme.

Dette lille farvepunkt spiller en uforholdsmæssig stor rolle på en væg. Det giver øjet et præcist sted at hvile på, forhindrer buketten i at reduceres til en blek masse, når man ser den på afstand, og minder diskret om grenaderrødt eller brunt i baggrunden, hvilket syr billedet sammen. Det er også det, der skiller en malet blomst fra en fotografisk: maleren beholder bevidst det, blomsterhandleren fjerner, fordi han komponerer et billede og ikke en buket beregnet til at holde otte dage på et bord.

Lodretheden, det er det Lys-maleriserne pålægger en væg

Én ting springer i øjnene, når man stiller disse Lys-malerier op ved siden af hinanden: alt stiger. Stænglerne er lige og stive, bladene sidder som lameller langs stilken, blomsterne åbner sig øverst, og en endnu lukket knop forlænger ofte linjen et trin højere. Ingen anden afskåret blomst holder sig sådan. Konsekvensen er meget konkret : disse billeder arbejder i højden, de forlænger en smal vægflade, de passer godt mellem to døre, over et sædes ryglæn eller i et trappeopgang.

Ofte stillede spørgsmål om maleri lys

Har liljerne i disse malerier noget at gøre med liljen i det franske våbenskjold?

Næsten ikke, og det ses med det blotte øje. Det kongelige emblem er et motiv med tre grene, fladt og symmetrisk, som de fleste specialister forbinder med en stiliseret sump-iris snarere end en ægte lilje. Blomsterne på disse lærreder er Lilium: seks kronblade, bredt åbne som en stjerne, seks fremspringende støvdragere, en dyb hals og undertiden pletter. Intet at gøre med et våbenskjold. Den, der søger en heraldisk reference, vil blive skuffet; den, der holder af afskårne blomster, vil blive begejstret.

Hvad giver en liljebuket, som en roser- eller pæonbuket ikke giver?

En retning. Rosen og pæonen danner runde masser uden orientering, som blidt fylder en ramme. Liljen er derimod en arkitektur: lodret stængel, bladlameller, en åben krone, der peger mod dig. Billedet vinder i spænding, hvad det taber i rundhed. Tilføj det hvide, mælkeagtige og klare hvide, som ingen rose når, og som fungerer som en lyskilde på et mørkt lærred. Man vælger disse buketter, når man ønsker tilstedeværelse snarere end blødhed.

Den hvide lilje minder om begravelsesbuketter: er disse malerier ikke trist?

Bekymringen er almindelig i Frankrig, hvor den hvide lilje stadig forbindes med begravelseskompositioner. Disse lærreder afdæmper den på to måder. Først gennem beholderen: det er husholdningsvaser, blå eller af glas, placeret på et bord, aldrig kranse. Dernæst gennem farven: turkis, lyserødt prikket, grenaderrødt og varme cremer trækker helheden mod det intime. Det, der består, er ro og en vis højtidelighed, ikke sorg.