Azalea-maleri

De lange buede støvdragere, der kendetegner Azalea-malerierne

Hvor kommer dette børsteagtige virvar af tråde omkring kronerne fra?

På Azalea-malerierne er kronbladene næppe færdige med at folde sig ud, før trådene allerede slipper ud, bøjet nedad og derefter rejst i en krog, hver afsluttet med en orange eller gylden spids. Det er ikke en malers fantasi: penslen har fulgt støvdragere, der virkelig er længere end kronen, og som blomsten strækker udad i stedet for at holde dem i kalkens hule. Linjen bliver i øvrigt tyndere, jo længere den bevæger sig fra midten, indtil den kun er et gyldent hårstrå. Hver krone kaster således linjer ud over sin egen kontur, og lærredet nægter at lukke sig om en simpel farvecirkel.

Denne egenskab ændrer alt, når man skal hænge billedet op. En pæon eller en malet rose danner en lukket masse, som øjet omfavner på én gang; her følger blikket trådene til deres spids, forlader blomsten og vender tilbage til den. Lærredet fylder visuelt mere plads end dets faktiske overflade, hvilket gør, at det kan stå alene på en bred væg uden at virke forladt. Det er også derfor, disse værker dårligt tåler at stå tæt sammen: de kræver det tomrum, der omgiver dem.

Fem tråde, ikke ti: øjet afgør, før botanikeren gør det

Tæl støvdragerne i en krone på disse Azalea-malerier: de overstiger sjældent fem. Detaljen er ikke uvæsentlig, det er den deling, havebrugerne har brugt i to århundreder mellem azaleaen og dens fætter rhododendron, som har det dobbelte antal. Fem tråde lader bunden af blomsten skimte, ti fylder den og danner i midten en tæt top. Malerne af disse lærreder har respekteret dette antal, og det er det, der gør tegningen læselig på tre meters afstand: man kan stadig se blomstens arkitektur, hvor en malet rhododendron kun ville give en klump.

Hvorfor lyser de orange spidser op i et helt Azalea-maleri?

Det er den detalje, man bemærker til sidst, og som man ikke længere kan slippe: for enden af hver tråd på et Azalea-maleri sidder en orange støvknap, til tider tydeligt gylden, ikke større end et riskorn. Planten gemmer sit pollen der, og denne varme farve skiller sig ud fra baggrundens elfenben såvel som fra løvets mørkegrønne. Disse små prikker virker på væggen som små glødende gnister : de svarer til messingen på et håndtag, kobberet på en lampe, det poleret træ på et gammelt møbel, og det er nok til at knytte lærredet til resten af rummet.

Turkis, pudret blå og gyldne kanter : den opfundne palet i Azalea-malerierne

Findes en turkis azalea i haven?

Ingen steder, og det er hele pointen. Azalea-malerierne bringer en turkis og en pudret blå tilbage, som ingen plantage nogensinde har frembragt: den virkelige blomst går fra hvid til rosa, koral, rød, lilla og holder der. Denne blå stammer fra kolloristen, ikke fra planten. Den forlænger en gammel tradition, den for botaniske planche, håndforhøjet med pensel, og de gouache-malerier i Kina, der blev eksporteret, hvor man tilpassede blomsten til den fjerne købers smag snarere end til havens sandhed. Disse lærreder påtager sig afstanden: de viser en drømt azalea, aldrig en katalogiseret.

Denne afstand har en helt konkret konsekvens. En blomst malet i sine nøjagtige nuancer forbliver et havesouvenir og begrænses til rum, der holder af det grønne; en azalea, der er drejet over i turkis, bliver en farvegenstand i sig selv. Den harmonerer så med et fajanceservice, et indigofarvet stof, en væg i vandgrøn lige så godt som et træpanelt interiør, uden nogensinde at lyde som en påmindelse om plantagen. Det er det, der gør, at disse lærreder kan hænge i en stue såvel som i en spisestue, i stedet for at blive forbeholdt vinterhaven.

Er de gyldne kanter, der marmorerer Azalea-malerierne, opfundet?

Se på kanten af kronbladene på Azalea-malerierne: en lysere stribe, ofte gylden, løber der og udflyder, som om farven var flygtet udad. Planten gør dette for alvor. Azaleaen er berømt for sine luner: en gren giver pludselig en blomst med kant, flammet eller broget, forskellig fra alle sine naboer, og havebrugerne i glasshusenes århundrede byggede hele samlinger på disse farvespring, som de var besatte af at fiksere. At male disse kanter er at male blomstens ustadighed selv, deraf fornemmelsen af, at ingen krone der kopierer sin nabo præcist.

Hvorfor denne laksekoral frem for havens azaleas rosa?

Følg korallen fra et lærred til et andet: aldrig et rent rosa, altid den laksefarvede rødme trukket mod orange, lysnet af elfenben i bunden af kronen og taget op igen i en mørkere tone i årerne. Det er den nøjagtige farve på de azaleas, man drev frem i drivhusene for at få dem til at blomstre midt om vinteren, og Azalea-malerierne har ikke ændret nuancen. Placeret på den elfenbensfarvede baggrund, omkranset af det mørkegrønne løv, gentager denne farve den eneste livlige tone i et hus i januar. Det er en farve for den kolde årstid, ikke for fuld sommer : den varmer de rum, hvor solen kommer sent og forsvinder tidligt.

Den elfenbensfarvede tomhed i Azalea-malerierne, eller hukommelsen om herbarieplancherne

Hverken vase eller horisont: hvorfor flyder azaleaerne på det elfenbensfarvede?

Den kommer langt fra. Den elfenbensfarvede tomhed, der omgiver blomsterne i Azalea-malerierne, er ikke en praktisk baggrund: det er en side. Azaleaen nåede hertil med skib, og længe før planterne overlevede rejsen, kendte man den i Europa kun fra tørrede grene klæbet på papir og fra håndkolorerede gravurer. Samlingen arver denne herbarieopsætning, hvor planten svæver alene midt på papiret, uden landskab, uden vase, uden horisont. Intet konkurrerer derfor med blomsten, og blikket har kun ét sted at hvile.

På væggen arbejder denne tomhed for dig. En elfenbensfarvet baggrund kaster rummets lys tilbage i stedet for at sluge det, så lærredet lysner sit hjørne af væggen i stedet for at mørklægge det. Blomsten virker desto skarpere, fordi den intet har omkring sig, og helheden passer lige så godt på en lys væg, hvor den smelter sammen i margenen, som på en dyb farve, hvor det elfenbensfarvede rektangel virker som et skarpt udsnit. Derfor kræver disse værker ikke en væg indrettet specielt til dem.

Lukket knop, åben blomst: herbariets regel

Tag et lærred tilfældigt: ved siden af den helt åbne krone en endnu lukket, spidsformet knop, derefter et blad og et stykke træagtig stængel. Fire tilstande af planten på samme billede, præcis hvad botanikplanchen krævede for at man kunne identificere arten, og Azalea-malerierne har bevaret denne disciplin. Azaleaen egnede sig bedre end andre til det, fordi dens blomster åbner sig i tæt buket, nogle først og de øvrige senere. Lærredet rummer altså tid : et før, et nu, et snart. Det er det, der redder det fra den frosne kulisse og giver indtryk af, at det om visse morgener har bevæget sig en smule.

Januarpotten, genoplivet af Azalea-malerierne

Azalea-malerierne viser blomsten, som man aldrig ser den længe nok: klasen på toppen af dens åbning, koral på elfenben, uden den gyldne potte eller blomsterhandlerens cellofan. Dem, der en januardag har modtaget denne plante, genkender straks farven; dem, der har dyrket den, genkender desuden det spinkle, mørke løv, malet her grenen for gren. Andre ser blot en mærkelig blomst, besat med gyldne tråde, og det er endnu en grund til at hænge den der, hvor solen aldrig kommer ind: trappeopgang, soveværelse mod nord, blind gang.

Ofte stillede spørgsmål om azalea-maleri

Viser disse lærreder azaleaer eller rhododendroner?

De to planter hører til samme familie, hvilket vedligeholder forvirringen. På disse lærreder skiller tre tegn sig ud: fine, lange og få støvdragere, cirka fem pr. blomst i stedet for det dobbelte; en bred og tynd tragtformet krone; et spinkelt, mørkt og tæt løv, meget langt fra rhododendronens store, panserlignende blade. Samlingen befinder sig altså på azaleaens side, den letteste og mest tegnede af de to.

Hvorfor kalder man det indisk azalea for en blomst fra Kina?

Navnet kommer fra ruten, ikke fra landet. De første planter rejste via handelsposter og skibe fra de ostindiske kompagnier, og etiketten blev hængende ved planten, selvom dens forfædre voksede på kinesiske bakker. Denne misforståelse ses stadig her: den malede blomst er den fra de europæiske drivhuse, tvunget til at åbne sig om vinteren, med sin dæmpede koral og sit elfenben, snarere end en vild bjergazalea.

Hvad giver man egentlig med en malet azalea i stedet for en potteplante?

Azaleapotten er en vintergave, der sjældent overlever foråret: man giver den dækket af blomster, den udtømmes, den smides ud. Disse lærreder går den modsatte vej og fastholder klasen på toppen af dens åbning. I Kina bærer denne blomst navnet på en fugl og har længe en omtale af nostalgi, af et land man savner. At give den således er at give en hjemkomst, ikke en årstid, der er ved at slutte.