Drageværk

Hvorfor flyver Drageværkerne i denne kollektion uden den mindste vinge?

Ingen vinger på disse lærreder: hvordan bliver disse drager i luften?

Foran disse Drageværker leder øjet først efter to store foldede vinger og finder intet. Væsenet bevæger sig ved bølger, kroppen spændt som et bånd i en strøm. Fraværet er ingen glemsel: den østlige drage slår ikke med vinger, den svømmer gennem luften, båret af skyerne og regnen, hvis herre den er. Kinesiske og japanske malere har altid vist den sådan, en lang krop uden synlig understøttelse, for at sige et dyr, der hører til himlen lige så meget som til floderne. På en væg ændrer det alt: intet vejer, intet falder ned, formen flyder.

Kom tættere på, og inventaret begynder: hornene er fra en hjort, snuden har noget af kamelen, halsen er en slanges, skællene stammer fra karpen og klorene fra ørnen. Intet på disse lærreder tilhører ét enkelt dyr. Malerne i Østasien overleverede opskriften direkte, og at male en drage var at få seks virkelige dyr til at hænge sammen. Derfra kommer den silhuet, intet øje kan genkende, men som alle forstår. Det mest overraskende er, at helheden flyder i ét eneste bevægelse: mellem pote og snude ses ingen søm.

Den store snoede løkke, Drageværkernes visuelle signatur

Fra det ene rum til det andet vender Drageværk-kollektionen tilbage til den samme figur: en krop, der folder sig om sig selv og lukker komposition i en ring. Løkken kommer fra rullerne og porcelænsfadene, hvor dyret måtte være i en cirkel eller slynge sig om en søjle; begrænsningen er blevet en måde at male på. Resultatet er en lukket komposition : blikket kommer ind gennem hovedet, følger ryggen og vender tilbage uden nogensinde at forlade rammen. Hængt alene over et lavt møbel beroliger denne løkke en væg i stedet for at trække den ud til siderne.

Dette røde punkt i øjet, hvorfor gemte malerne det til sidst?

På disse Dragon-malerier, der domineres af grå, elfenben og blå, går kun én scarlagenrød tone igen: pupillen. Den kinesiske malerkunst gjorde det til en seriøs sag. En meget gammel legende fortæller, at en maler nægtede at male drageøjnene på sin væg, af frygt for at de ville flyve væk; den dag han gav efter, fløj to af dem af sted i uvejret. At male pupillen var at give liv. Det forklarer, hvorfor øjet her samler hele paletens varme og bliver set før rygkammen: i et rum er dette røde punkt det eneste sted, hvor maleriet ser tilbage på dig.

Megen tåge, en ryg af blæk: sådan males Drageværkerne

Hvor kommer det hvide fra, der sluger Drageværkernes hale?

På disse Drageværker ender halen sjældent noget sted: den opløses i det hvide, og de lyse partier fylder ofte mere end selve dyret. Denne ubalance er bevidst. Malerkunsten i Østasien behandler det tomme som et materiale: det efterladte rum fra penslen bliver sky, tåge, stænk. Et kinesisk ordsprog siger om den guddommelige drage, at man ser dens hoved, men aldrig dens hale; tågen må derfor æde en del af kroppen, for at væsenet forbliver troværdigt. Elfenbenet er ikke en tom baggrund, det er himlen. Hjemme får disse lærreder luft og støtter en væg, der allerede er optaget.

Kan man male en hel ryg uden at løfte penslen ét eneste gang?

Det, der holder Drageværkerne oppe, er en streg: den tykner ved skulderen, tynder ud mod halen og knækker skarpt ved klørne. Blækpenslen tilgiver intet; man vender ikke tilbage til en lagt linje, man retter den ikke. Af denne strenghed stammer den gamle slægtskab mellem at male en drage og at kalligrafere: samme håndled, samme tilbageholdte ånde, samme hastighed. Strokens variable tykkelse fortæller gestus, der frembragte den, og den information kan ikke efterlignes. På afstand læser man en silhuet; tæt på følger man penslens forløb.

Det er også det, der gør disse værker behagelige at se på nært hold. Et glat billede ses én gang; en levende linje beholder sine uheld, et rysten, en tør spids, et tykkere blækpåsæt ved begyndelsen af kurven. Man vender tilbage i forbifarten og finder hver gang en detalje mere: et skæl, der ikke er lukket rigtigt, et hår i manken, der er gået sin egen vej. Det er en væg, man læser om, frem for en væg man går igennem én gang for alle.

Set på afstand ligner Drageværkerne et broderet emblem

En sort kontur omslutter hver form, farveflader fylder indersiden, ingen kastet skygge udgraver volumen: disse Drageværker fungerer som de asiatiske trykte billeder. Metoden kommer fra træsnittene og de broderede stoffer, hvor væsenet skulle forblive læseligt på afstand, på et banner eller en hofdragt. Drages var der et motiv, før det var et dyr. Aflæsningen sker derfor på et sekund, selv fra den anden ende af en gang, og værket beholder hele sin tilstedeværelse på en væg, man kun ser i forbifarten.

Skyet lyserød, turkis, guld: hvorfor brænder Drageværkerne aldrig her?

Ingen flamme kommer ud af disse gab, og paletten bekræfter det

Led efter flammen på disse lærreder: der er ikke en eneste. I stedet dybe blå toner, regngrå, skyer lyserøde i solnedgangen, skumhvide. Drageværk-kollektionen følger den østlige version af væsenet, der ikke spyr ild, men hersker over vandene og skybruddene : den lever i floder og have, stiger op i himlen for at lede uvejret og falder derefter tilbage som regn. Dens palet er derfor vandets og skyernes. Det konkrete resultat: disse lærreder kølig et rum i stedet for at varme det op, og de passer lige så godt i et soveværelse som langs en mørk gang.

Denne forbindelse til vandet forklarer et andet træk. Væsnerne bevæger sig næsten altid midt i krøller, bånd og skumstriber, der snor sig omkring dem; det er ikke pynt tilføjet bagefter, det er skyerne og bølgerne, dyret kommer ud af. De giver kompositionerne deres drejende bevægelse, en spiral snarere end en ret linje. De forklarer også, hvorfor disse lærreder så godt harmonerer med blå toner, der allerede findes i et rum: lyse gardiner, et badeværelse, et stribet stof i bløde farver.

Guldet på hornene og manken i Drageværkerne: en kejserlig særret

Læg mærke til, hvor guldet sætter sig: på hornene, manken, kanten af skællene, aldrig andre steder. På disse Drageværker har det præcis den plads, som de kinesiske kejserlige silkestoffer gav det: den femklosede guldrage var forbeholdt kejseren alene, og at bære den uden ret kostede dyrt. Forgyldningen fortæller derfor en rang, ikke en pynt. Effekten på en væg er øjeblikkelig: det er den eneste zone, der varierer med dagslyset, klar om morgenen, næsten brun om aftenen, så væsenet synes at skifte humør efter tidspunktet.

Rødt følger samme logik. Det kommer aldrig i store flader, men i tætte punkter: i øjet, på tungen, langs et horn. I kinesiske fester driver skarlagen den onde ånd væk, og papirdraken, der går gennem nytårsgaderne, er mættet med den. Overført til disse lærreder bevarer rødt sin rolle: det markerer det sted, hvor dyret er levende. Et enkelt aftryk er nok til at vække en harmoni af grå og blå, der ellers ville forblive stille.

Disse orange og blå skæl, et minde om karpen?

Vekslen mellem en varm orange og en kold blå på dyrenes ryg er ikke vilkårlig, og det er en af de akkorder, der oftest går igen i disse Drageværker. Den stammer fra fisken: en kinesisk legende siger, at karpen, der svømmer op ad floden og passerer Drageporten, forvandles til en drage. Malerne har bevaret karpeskællet, dets glimt, dets dobbelte farve. Dragen er altså en fisk, der er lykkedes, og disse lærreder fortæller lige så meget om den belønnede bestræbelse som om det vidunderlige, hvilket gør dem velegnede til et kontor eller et arbejdsværelse.

Ofte stillede spørgsmål om drageværker

At hænge en drage op i et soveværelse, er det ikke en for urolig tilstedeværelse?

Intet på disse lærreder forsøger at skræmme: kroppene er rullet sammen, gabene lukkede eller næsten smilende, farverne trækker mod lyserødt og blegt blåt. Det er tro mod motivets oprindelse. I Østasien er dragen ikke helterens fjende, men en vogter: den bringer regnen, passer på dørtrinene og tagene på husene. Hængt nær en seng har den præcis denne rolle, nemlig en tilstedeværelse, der vogter.

Hvad adskiller disse bølgende drager fra den vingede drage i de europæiske legender?

Næsten alt skiller dem. Den vestlige drage er et massivt krybdyr med flagermusvinger, der ligger på en skat og er bestemt til at dø for en riddes spyd. Den på disse lærreder har ingen vinger, den svømmer i skyerne, råder over regnen og regnes for velvillig. Forskellen ses med det samme: på den ene side en masse og en kampdiagonal, på den anden side en lang bølge, der ligner en arabesk. Disse malerier tilbyder en kurve, aldrig et slag.

Skal man holde af det fabelagtige for at leve med en drage på væggen?

Nej, og det overrasker ofte. Før den er et væsen, er dragen her en linje: en kontinuerlig arabeske, i familie med den kalligrafiske gestus, den traditionelle japanske tatovering og silkebroderierne. Mange, som eventyrfortællinger lader være ligeglade, hænger disse lærreder op netop af den grund. Dertil kommer træsnitsamlerne, de nysgerrige for Østasien og dem født i drageåret, der læser noget helt andet i dem: et tegn.