Camelia-maleri

Elfenben, rosa og bordeaux: farvepaletten i Maleri Camélia

Hvordan kombinerer Maleri Camélia hvid og bordeaux på samme gren?

På flere Kamelia-malerier bærer én og samme gren hvide blomster og bordeauxfarvede blomster, og somme tider, midt imellem, en hvid kronblad ridset med rødt. Læg mærke til strimlen: den kanter ikke kronbladet, den udgår fra hjertet og løber opad, aldrig ens fra blomst til blomst. Det er ikke en malerfantasi. Kamelien broget sig selv, en enkelt muteret gren er nok til at grundlægge en sort, og planteskolefolkene i Nantes-egnen har bygget en forretning på disse lunefulde udslag. Lærrederne bevarer tilfældigheden: to farver på én og samme gren, uden at nogen af dem får overtaget.

Disse lyserøde overgange fra karmin til fløde: signaturen i Maleri Camélia

Ingen lyserød er ren i Maleri Camélia: den blegner mod midten, opløses i fløde ved kronbladenes kant eller tager karmin i bunden af en fold. Ingen steder stopper en farve brat, der er ingen streg mellem to nuancer, kun en overgang. Denne farveskala stammer fra sorterne af Camellia japonica, som europæiske planteavlere i et århundrede har søgt efter den perfekt gradvise lyserøde. På lærredet er effekten straks synlig: kronen virker oplyst indefra, og denne kontinuerlige overgang træder i stedet for en farve.

Hvad gør disse gyldne kanter på Maleri Camélia?

De gyldne kanter, der omkranser nogle kronblade, aldrig alle og aldrig hele vejen rundt, og de marmorerede baggrunde mandelgrønne, har intet med botanik at gøre: ingen kamelia kanter sine kronblade med guld. De stammer fra dekorationen. Blomsten rejste først rundt på lakerede paneler og skærme fra Østasien, hvor den allerede tegnede sig mod en ensfarvet baggrund forgyldt. Maleri Camélia overtager konventionen: det er ikke en herbariumplanche, det er en ornament, og den gyldne streg kundgør det ved første blik.

Denne afstamning har en meget konkret konsekvens på en væg. En marmoreret baggrund, i modsætning til en hvid baggrund, udhuler ikke lærredet: den lukker det, gør det tæt og får de lyse blomster til at komme nærmere. Den mandelgrønne, blødere end løvværket, tjener som et trin mellem blomsterne og væggen. Det er derfor, disse billeder holder lige så godt over en smal konsol som i en mørk gang, der hvor en komposition på lys baggrund ville synes at flyde uden forankring.

Lakeret løv og snoet gren: skelettet i Maleri Camélia

Hvor stammer dette lakerede, næsten sorte løv i Maleri Camélia fra?

Det første øjet registrerer i Maleri Camélia er ikke en blomst, det er en grøn: dyb, næsten sort i hulrummene, med lysglimt lagt på bladenes overflade som på voksbehandlet læder. Læg mærke til bladkanten, den er skarp, en smule takket, og midtnerven danner en fold. Intet blødt eller gennemskinneligt, intet forårsløv. Dette tykke, lakerede løv tilhører en busk der forbliver grøn hele året, og lærredet behandler det som læder.

Denne grønne er ikke en fyldning: den gør alt arbejdet. Fordi den er mørk og mat visse steder, blank andre steder, giver den hvidt og rosa en værdi, de aldrig ville have på en lys baggrund. Det er også det, der gør, at disse lærreder kan holde sig på en bleg væg uden at opløses, hvilket ofte sker med blomstermotiver. Hængt over for et vindue følger de dagslyset: løvværket mørkner om morgenen og lyser op ved solnedgang.

Hvorfor viser Maleri Camélia en gren og aldrig en buket?

I Maleri Camélia finder man hverken vase, bundt eller knyttet buket: altid en gren, ofte snoet, der stiger diagonalt og træder ud af rammen. Grunden ligger i selve blomsten. Afskåret holder den ikke : stilken er kort, træagtig, og kronen visner på få timer. I Japan sætter man ikke kamelien i vand, man lægger blomsten alene på en skål, eller bevarer hele grenen. At male den levende gren er den eneste ærlige måde at fremstille denne plante på.

Denne botaniske begrænsning frembringer en meget genkendelig komposition: en stigende linje, en påtaget ubalance, store tomme rum der hvor grenen ikke går. Øjet følger grenen i stedet for at dreje rundt om et centrum, som det ville gøre foran en buket. På en væg ændrer det måden, man installerer dem på: disse billeder bærer de smalle lodrette formater, dem der afskrækker de fleste blomstermotiver, og de klarer sig gerne uden en perfekt centrering.

Tre aldre på samme gren: skællede knopper, halvåbne kronblade, fulde rosetter

Se på en gren i Maleri Camélia: den bærer næsten altid tre tilstande på én gang, runde og hårde knopper endnu tæt i deres skæl, halvt åbne blomster og fuldt udfoldede kroner. Det er præcis det planten gør. Kamelien åbner ikke sine blomster på én gang: knopperne dannes allerede den foregående sommer og åbner sig den ene efter den anden i ugevis, til tider måneder. Grenen fortæller derfor om en varighed, ikke et øjeblik.

De åbne blomster har en urolig regelmæssighed: kronbladene overlapper i spiral, lagt som tagsten, indtil de danner en næsten geometrisk rosetter. Det er ikke malerens opfindelse, men resultatet af to århundreders selektion, idet havebrugerne har søgt den såkaldte dobbelte blomst, med skjulte støvdragere og en perfekt cirkulær kontur. For den, der hænger disse lærreder op, er konsekvensen enkel: motivet er blomsterlignende, men ordenen er en konstrueret figur, hvilket forklarer, hvorfor det aldrig virker uordentligt på væggen.

Vinterblomstring: hvad Maleri Camélia skylder kulden og Atlanterhavet

Hvilken årstid bærer dette lave, kolde lys i Maleri Camélia?

Lyset i Maleri Camélia er aldrig sommerens: ingen klar gul, ingen kort skygge, ingen af de ømme grønne nye løv. Det er en lav og jævn, næsten kold klarhed, der lader det hvide blive meget hvidt og bordeauxen meget dæmpet. Den svarer til plantens faktiske blomstringstid. Kamelien blomstrer fra december til april, når bedene er nøgne og lyset glider lavt hen over væggene. Disse lærreder bærer en vinter, og det er det, der adskiller dem fra alle andre malede blomstringer.

Det mærkes straks i et rum. Et billede af pæoner eller solsikker varmer, kalder på guld, understreger ideen om fuld sol. Her er intet af slagsen: blomsterne er rigelige, men billedets temperatur forbliver lav, hvilket gør det muligt at sætte generøs vegetation i et allerede lyst rum uden at tynge det. Det er også derfor, disse billeder harmonerer godt med gråt, råhvidt og mørke træpaneler, snarere end med okker og terrakotta.

En intakt krone, ingen brunede kronblade: reglen i Maleri Camélia

Ingen krøllet blomst, ingen brunede kronblade, ingen buet kant: i Maleri Camélia er kronerne fanget på deres præcise åbningspunkt. Også her følger maleriet planten. Kamelien falder ikke fra hinanden kronblad for kronblad som en rose; blomsten falder hel, i ét stykke, endnu perfekt, ved foden af busken. Der findes altså praktisk talt ingen mellemtilstand at afbilde: enten er den intakt, eller også ligger den på jorden. Det er en blomst uden synligt forfald, og det ændrer alt for det, man kan male af den.

Det ses i detaljen: under de åbne kroner intet dækket jordsmon, intet faldet kronblad, selv om det netop er sådan planten ender. Maleren standser scenen tidligere. Man ser derfor en blomst holdt på sit højdepunkt, fuld, ordnet, uden en eneste brunet spids. I Japan mindede dette fald i ét stykke om en brat død; i Europa har man kun bevaret fuldkommenheden. På en væg bliver der af alt dette en indtryk af tiden, der står stille, meget fjernt fra vemodigheden i visne buketter.

Hvem taler denne lyse rosetter, der er lagt på en dyb grøn baggrund til?

Foran Maleri Camélia skiller to blikke sig ud. Det der er malet her, en træagtig gren, hårde blade, en bred krone placeret synligt, gælder for mange som et hjemligt minde : kamelien danner hele hække på Atlanterhavsfacaden, i Bretagne, i Nantes-området, i Baskerlandet, i Galicien, op til Nordportugal. Disse mennesker genkender busken fra deres bedsteforældres have. For de andre forbliver blomsten uden navn : en meget regelmæssig form, og intet mere.

Denne dobbelte læsning er nyttig, når man vælger, hvor disse lærreder skal hænges. Givet til en person fra Atlanterhavskysten, rører de en meget personlig streng, den af en barndomshave, der blomstrede i februar. Sat hos en, der ikke kender planten, fungerer de først som en figur: en lys rosette på et dybt grønt. I begge tilfælde skyldes effekten den samme balance mellem blomstrenes overflod og paletens tilbageholdenhed, og det er det, der holder kollektionen sammen.

FAQ om maleri camélia

Er de lakerede blade virkelig teens?

Næsten. Kamelien malet på disse lærreder er Camellia japonica, og planten, man udvinder te af, er Camellia sinensis: to arter af samme slægt, med samme læderagtige, tykke og skinnende løvværk. Derfor vender denne mørke grønne tilbage overalt i kollektionen, uafhængig af årstiden. Forskellen ligger i blomsten: lille og hvid hos teplanten, stor og fyldig hos havekamelien, den man ser her.

Hvad giver en kollektion af kameliaer, som en kollektion af roser eller pæoner ikke giver?

Tre synlige ting. For det første et vedvarende løvværk, tykt og mørkt, hvor roser og pæoner har lyse og udskårne blade: kollektionen er derfor mere kontrasterende. Dernæst en ordnet krone, med kronblade lagt i spiral, hvor pæonen vælter og rosen åbner sig i uorden. Endelig fraværet af duft og gradvis visnen, hvilket giver disse billeder en lidt uvirkelig skarphed. Man opnår blomsterlig generøsitet uden nogen blødhed.

Det hvide dominerer mange af disse kameliaer: betyder det noget?

Ja, og det er gammelt. I blomstersproget fra det nittende århundrede udtrykte den hvide kamelia en beundring, der ikke erklæres, en diskret standhaftighed, hvorfra dens succes i romanen og på operaen stammer. Bordeaux, derimod, betød lidenskab. En gren, der bærer begge, som man ser her, forener derfor de to budskaber på samme gren. Det er en nuance, få blomster tillader, og det forklarer, hvorfor man ofte vælger disse billeder som gave.