Maleri Kultur

Det revnede elfenben og det matte guld, der går igen på alle Culture-malerierne

Hvor kommer denne revnedannelse fra, der løber hen over elfenbenet i Culture-malerierne?

Den samme overflade går igen fra lærred til lærred i Culture-malerierne: et varmt elfenben, lunt som voks, gennemtrukket af et net af fine revner. Det er ikke et malerifejl, men et objekts erindring. Venedigs masker formes i papmaché, papir limet over en form, derefter dækket af en masse af kridt og lim, før de males. Denne masse ældes ved at revne, og revnedannelsen bliver signaturen på et ansigt, der har tjent. Malerne bevarer den, fordi den giver masken en alder uden at ældes lærredet: når den hænger, giver den en glat væg dybden af et gammelt objekt.

Hvordan forbliver guldet på disse masker varmt uden nogensinde at blive skrigende?

Guldet i Walensky Culture-malerierne opfører sig aldrig som en almindelig gul. Det løber over kinderne, kanter en flip, understreger en øjenbryn og skifter med tidspunktet: dæmpet om morgenen, glødende under en aftenlampe. Det skyldes den venetianske forgyldning, hvor bladmetallet lægges over en rød bund, der skinner igennem og trækker hele farven mod rav og kobber snarere end mod citron. Deraf den særlige varme i disse guldtoner, som rækker langt uden nogensinde at genere øjet. På en væg er konsekvensen enkel: disse lærreder er ikke de samme klokken ni om morgenen og klokken otte om aftenen.

Masker der allerede er båret: hvad deres slid tilfører et nyt rum

Intet er nyt i Walensky Culture-malerierne: kanterne er slidt, de hvide toner er blevet beige, de grønne grønspættet, og forgyldningen mangler dér, hvor fingrene gentagne gange rørte ved den hver vinter. Disse ansigter var brugsgenstande, fremdraget til sæsonen og derefter gemt væk resten af året, og malerierne bærer sporene efter disse håndteringer. Netop denne slitage gør dem beboelige : på en glat og ny væg giver den øjet noget at granske nærmere, en relief, et uheld, et håndspor, hvorimod et billede uden fortid læses med ét blik og så glemmes.

Disse Walensky Culture-malerier stopper alle lige over læberne

Masken dækker aldrig munden, og det er ikke en tilfældighed

Se Walensky Culture-malerierne et efter et: masken stopper næsten altid lige over overlæben. Panden, tindingerne og øjenhulerne forsvinder, men hagen og munden står bare. Denne afbrydelse stammer fra en meget præcis brug. Bautaen, den hvide maske Venedig oftest bar, skubber hagen frem som en forstavn og frigør den nederste del af ansigtet, så man kunne drikke, spise og tale uden at afsløre sig. Fra det ene lærred til det næste falder skillelinjen derfor i samme højde: elfenbenet holder skarpt op, og huden begynder lige over læberne.

Dette detalje skaber hele kollektionens virkning. Et ansigt hvorfra blikket er fjernet, men munden efterladt, er hverken et portræt eller et kranium: det er nogen, der kunne svare. Når øjnene er væk, flytter beskuerens blik sig straks til læberne, det eneste levende sted i komposition. Det er netop denne forskydning af blikket, der gør disse lærreder umulige at passere uopmærksomt ; man bemærker dem, når man går gennem rummet, man tror at læse hån eller forventning i dem, og man vender altid tilbage til det samme sted i ansigtet.

Lakrødt eller mørkeblåt: munden bærer den mest levende farve

Munden på Walensky Culture-malerierne er aldrig neutral: skarlagenrød lak, natteblå eller blot let åbnet over en smule skygge. Karnevallet kunne dårligt tåle halvtoner, og det venetianske teater endnu mindre: da masken fastlagde ansigtet én gang for alle, gik al spillet gennem stemmen og dermed gennem munden, som skulle kunne ses helt fra salens bagerste række. Malerierne arver denne scenens regel. Det røde tager rollen som lyden : det bærer langt, fanger øjet fra den anden ende af en gang, og det er nok til at sætte liv i et ansigt, der ellers står stille.

Hvem henvender disse Walensky Culture-malerier med de tomme øjenhuler sig til?

Et ansigt uden blik men med en mund passer ikke til alle vægge, og Walensky Culture-malerierne tager højde for det. De henvender sig til dem, der først læser ansigter, dem som tvetydigheden morer snarere end generer, for man vil aldrig vide, hvem der står bag elfenbenet. Andre foretrækker et malet vindue ud mod et landskab. Disse masker mødes mere, end de betragtes : placeret på en daglig rute fanger de øjet et sekund, slipper det igen, og det korte møde gentager sig hver dag uden at slides op.

Lagunens tåge, der opløser byen bag Walensky Culture-malerierne

Hvorfor er byen bag Culture-malerierne indhyllet i tåge?

Bag ansigterne på Culture-malerierne er byen næsten aldrig skarp: facader, vinduer, forbipasserendes silhuetter, alt opløses i en lunken grå tone. Denne tåge er ikke et malertrick. Karnevalet falder om vinteren, den årstid hvor lagunen skaber sit eget lys: vandet reflekterer himlen, fugtigheden spreder konturerne, og en gyde på tredive skridt reduceres til en plet. Malerne af venetianske udsigter i det attende århundrede gengav allerede denne atmosfære langt mere end stenen. Tågen er her et klima, ikke en praktisk baggrund, og det er den, der gør disse baggrunde så beroligende for øjet.

Et skarpt ansigt, en by der visker ud: blikkets hierarki

Sammensætningen af Culture-malerierne bygger på en konstant forskel i skarphed: masken er hård, præcis, næsten taktil, mens baggrunden mister sine kanter. Øjet læser denne forskel som afstand, og væggen holder straks op med at være flad. Fordelen er meget konkret: på en smal væg, en gang, en mur mellem to døre, åbner disse lærreder i dybden snarere end i bredden og overvælder ikke rummet. De opfører sig som en åbning i væggen, forudsat at man efterlader lidt tomt omkring dem, så tågen kan ånde.

Denne trekanthat og dette sorte slør skaber Venedig uden et eneste monument

Ikke en gondol, ikke en bro, ikke en basilika: Culture-malerierne nævner Venedig på en anden måde. En trekantet hat med fjer, en bred halskrave, et sort slør, en kvastknap der hænger langs en kind – disse få tegn er nok, fordi de dannede en ægte uniform. Den hvide maske blev båret med den tre-kantede hat og den mørke kappe, en dragt der udviskede rang og undertiden køn i republikkens gader. Byen signaleres her af en beklædning, aldrig af et postkort : den, der kender, genkender; den, der ikke kender, ser blot et smukt, udklædt ansigt.

Ofte stillede spørgsmål om culture-malerier

Hvad har den trekantede hat og den brede flippe at gøre med disse masker?

De hører til kostumet, ikke til malerens fantasi. Den hvide venetianske maske blev båret med en trekantet hat og en stor mørk kappe: helheden gjorde det muligt at færdes i byen uden at blive genkendt. Flippen stammer fra den italienske komedies scenekostumer. På disse lærreder spiller tilbehøret rollen som en naturlig ramme: det omkranser ansigtet, fastholder blikket i midten og giver hver figur en silhuet, der straks kan genkendes.

Gør disse tomme øjenhuler ikke maskerne urovækkende i en entré?

Langt mindre, end man frygter, fordi munden forbliver levende. Et ansigt med skjulte øjne, men farvede læber, glider aldrig over i retning af kraniet: det beholder et udtryk, ofte drillende, undertiden drømmende. Den venetianske anonymitet var festlig, ikke dyster, og maleriet gengiver den sådan. I en entré er den opnåede virkning en opmærksomhed i svæv, som om nogen lige var vendt sig om ved din ankomst.

Hvordan adskiller disse venetianske masker sig fra afrikanske eller japanske ritualmasker?

Ved deres funktion, og det ses med det samme. Den venetianske maske er civil: den påkalder hverken forfader eller ånd, den suspenderer kun den sociale rang for en sæsons skyld. Derfor forbliver ansigterne menneskelige, med rigtige proportioner, elfenbensfarvet hud og ægte læber, pyntede snarere end forvrængede. Ritualmaskerne forvrænger derimod træk for at forestille noget andet end et menneske. Hængt op forbliver disse lærreder derfor verdslige og teatrale, aldrig hellige.