Dia de los Muertos-maleri

Orangen, turkisen og guldet: Dia de los Muertos-billedernes palet har en præcis oprindelse

Den orange, der kroner kraniene, er cempasúchilens, altergårdens blomst

Se, hvad der dominerer Dia de los Muertos-billederne: en tæt, lidt rødbrun orange, aldrig pastel. Den bliver ikke i baggrunden. Den danner kranserne på hovederne, fylder øjenhulerne med tætte kronblade, falder ned i guirlander langs skuldrene og hattens kanter. Denne orange kommer fra en helt virkelig blomst: cempasúchil, fløjlsblomsten fra de mexicanske markeder, som man stabler i bundter på altrene i november, og som man fjerner kronbladene af fra graven til tærsklen for at guide de døde. På disse lærreder gør den det, blomsten gør udenfor: den fanger blikket og fører det derefter hen til ansigtet.

Turkisen på de blomsterprydede kranier er ikke en malers fantasi

På Dia de los Muertos-billederne lægger den blågrønne farve sig ikke blot som baggrund: den sætter sig som skæl, som kronblade, som konturer omkring øjenhulerne, direkte på knoglen, i små ved siden af hinanden placerede pletter, der efterligner en mosaik. Denne sammenhæng er meget gammel: længe før de nuværende fester samlede mixtekiske sølvsmede kranier dækket af tusindvis af turkisstumper, en sten man regnede for mere kostbar end guld. En malet pande, der i dag dækkes af denne blågrønne farve, gentager handlingen uden at sige det, og derfra kommer alvoren i disse ansigter, der alligevel er glade.

Violet mod guld, blå mod gul: Dia de los Muertos-billederne går frem i modsatte par

Et detalje falder i øjnene, så snart man stiller flere Dia de los Muertos-billeder op i række: farverne går i par, to og to modsatte toner. En violet kant omkranser en gylden pande, en mørkeblå baggrund får et gult bånd til at vibrere, turkisen i en øjenhule svarer på orangen i kronbladet ved siden af. Intet er tilfældigt: det er arven fra papel picado, de papirguirlander af silkepapir, der spændes op over novemberbordene, og søde sager af alfeñique glaseret med farvet sukker. Hængt op på en lys væg gør parrene det samme arbejde som en udspændt guirlande: de får hele rummet til at leve.

Hatten, vifken og smykkerne i Dia de los Muertos-billederne kommer lige fra en satire

Den store blomstrede hat på disse kranier stammer fra en avistegning

Næsten alle Dia de los Muertos-billeder gentager det samme tilbehør: en stor hat med bløde kanter, så bred at den nogle gange går ud over rammen, fyldt med roser, fjer og bånd, skævt på et tindingen. Den stammer ikke fra nogen landlig folkeskik. Den opstår i begyndelsen af det tyvende århundrede på billig avispapir, under stikkerens hånd hos José Guadalupe Posada, som sætter en hat på et knoglehoved i nyeste europæiske mode for at drille mexicanske kvinder, der fornægter deres rødder. Det disse lærreder sætter på kraniet er altså en spot, der er blevet til et emblem.

Udfoldet vifte og sølvdingler: disse kranier bærer garderoben fra la Belle Époque

En udfoldet vifte i ender af handsker af knogler, runde sølvørering, der fanger lyset, høj krave, kjole der snurrer rundt: Dia de los Muertos-billederne låner garderoben fra salonerne under Porfiriatet, det mexicanske slutning af nittenhundredetallet, vendt mod Paris. Ordet catrín betegnede den elegante, der var klædt ud i enhver detalje; Catrina er den afmagrede udgave. Og metallet, malet med så megen omhu, skylder intet tilfældigt: sølvarbejdet fra Taxco er det almindelige materiale i mexicansk smykkekunst. Derfor disse figurer klædt på til at gå ud, og ikke genopstået fra en grav.

I hvilket rum finder disse Dia de los Muertos-billeder i fuld galla deres plads?

Set på nært hold er Dia de los Muertos-billederne festportrætter : ansigtet fylder det meste af lærredet, blikket rammer øjenhøjde, og pyntet er behandlet med den omhu, man engang forbeholdt hoffets portrætter. Det gør dem overraskende rigtige i en entré, en gang eller et badeværelse, hvor man ser sig selv i spejlet før man går ud: den malede pynt svarer så til den, man selv er ved at rette til. En pyntet figur, der tager imod én ved døren, er bedre end et pænt landskab.

Hvorfor viser Dia de los Muertos-billederne sminkede ansigter i stedet for skeletter?

Under det malede kranium har øjet forbliver levende

Det afgørende detalje på Dia de los Muertos-billederne er ringe: under det malede kranie er øjet levende. Sminken stopper ved øjenlågene, huden er synlig ved tindingerne, læberne syet sammen med sorte streger er stadig læber. Det er mennesker, der er sminket til én nat, ikke ligfund. Skikken er i øvrigt ny: ansigtsmalingen blev udbredt i det tyvende århundrede, og senere med de store byparader, mens hjemmealtrene selv går langt længere tilbage. Man hænger altså portrætter op, med al den nærvær, et portræt kræver i et rum.

Hverken timeglas eller lys: det, som disse Dia de los Muertos-billeder ikke skylder vanitas-motiverne

Et kranie malet i Europa ledsages af et timeglas, et røgende lys og dystre brune toner: det prædiker. Dia de los Muertos-billederne gør det modsatte, og det ses, før man ved hvorfor. Kraniet er frontalt, pyntet, blomsterklædt, ofte glad, udført i klare farver og uden makaber skygge. Forskellen er kulturel: på den ene side en advarsel rettet til den levende, på den anden et årligt besøg, man forbereder med blomster, musik og mad. I et hjem vejer nuancen tungt: disse lærreder skaber ingen højtidelighed i et rum.

De mørke baggrunde i Dia de los Muertos-billederne minder om en vagt på kirkegården

Hvorfor står disse strålende figurer så ofte mod en dyb baggrund? Fordi festen foregår om natten. Familierne tilbringer natten mellem den 1. og 2. november mellem gravene ved veladoras skær, de små stearinlys indesluttet i farvede lanterner, hvis flamme får orangen i blomsterne til at lyse og lader alt andet forblive i mørket. Dia de los Muertos-billederne følger den samme deling: mættede farver i midten, mørke rundt om. I et svagt oplyst stue eller under en rettet lampe fungerer de stadig præcis som en nattevagt.

FAQ om dia-billeder de los muertos

Er disse pyntede Catrinaer altid kvindefigurer?

Næsten altid, og det ses med det samme: opsat hårknude, øreringe, blonde krave, blomsterbesat hat. Sproget spiller en rolle, for døden hedder la muerte i hunkøn, med kælenavne som la Flaca eller la Catrina. Sidstnævnte blev til som en karikatur af en købmandskone, der drømte om at være spansk dame, så det var en kvinde fra begyndelsen. Enkelte mandlige ansigter med hat findes på disse lærreder, men de er sjældne.

Risikerer disse blomstrede kranier at skræmme et lille barn?

Sjældent, og det er netop billedsprogets særpræg. Ingen af disse ansigter griner, bløder eller truer: øjenhulerne fyldes med kronblade, tænderne danner et regelmæssigt smil, og farverne er dem fra en fødselsdagsfest. I Mexico spiser børn sukkerkranier med deres navn skrevet på panden. De små genkender først et malet ansigt som en fest, ligesom ved karneval, og de stiller spørgsmål i stedet for at trække sig tilbage.

Er det upassende at hænge blomstrede kranier op i en spisestue?

Tværtimod, og det er nok det mest rammende i samlingen. Ansigterne er malet forfra, i øjenhøjde, som en der sidder over for en. Den mexicanske fest drejer sig helt om et bord: man dækker et alter med dødebrød, frugt og chokolade, som familien derefter deler. At spise under de dødes blik er der ikke noget mærkeligt ved. Disse pyntede figurer fungerer som ekstra gæster ved bordet.