Dahlia-maleri

Fra gul til purpur, alt undtagen blå: paletten i Dahlia-malerierne

Hvorfor optræder der ingen blå i disse Dahlia-malerier?

Gennemgå samlingen: elfenben, creme, rav, gul, orange, rød, rosa, lilla, purpur, og intet ud over. Ingen af disse Dahlia-malerier vipper over i blå, og det er ikke et kunstnerisk valg. Selve blomsten kan ikke fremstille det pigment, og hele dens skala stopper ved den mørkeste violet. I det 19. århundrede lovede havebrugsselskaberne en præmie til den, der endelig fik en blå dahlia; ingen er nogensinde kommet for at hente den. Det botanikken nægter, påtager disse lærred sig fuldt ud.

Denne umulighed har en meget konkret konsekvens for den, der hænger dem: samlingen har ingen kolde toner. Et havbillede, et himmel- eller bjergmotiv sætter næsten altid en blå tone, der trækker sig tilbage og udhuler væggen. Her trækker intet sig tilbage. Farverne kommer alle frem mod dig og varmer ligeså godt et rum mod nord som et tomt hjørne i en stue. Det gør også disse værker så lette at samle: de deler den samme temperatur, uden at nogen skiller sig ud fra de andre.

Hvor kommer den orangerøde med gult hjerte fra, der så ofte går igen?

Fra den oprindelige farvedragt. Flere Dahlia-malerier i samlingen viser den samme akkord, til et komma: skarlagenrøde kronblade, der går over i orange mod spidsen, og midt i det ene eller flere klart gule skiver. Det er blomsten, som den vokser på de mexicanske højlande, før europæiske dyrkere udviklede cremer og lilla. Den vilde blomst kommer her op til overfladen, den som to århundreders selektion aldrig har udslettet. Det gule centrum oplyser ikke kun kronbladet, det viser, hvor planten kommer fra.

På en væg opfører disse røde sig ikke som et stof- eller lakrød. De er gennemtrukket af orange, så de vibrerer i stedet for at tynge, og det gule punkt i hjertet forhindrer dem i at blive tunge. Et enkelt lærred i denne åre er nok til at bære en hel væg, i en entre eller over et bord. De lysere toner i samlingen spiller så den modsatte rolle: de ledsager flammen uden nogensinde at konkurrere om pladsen.

Hvorfor beholder de elfenbensfarvede kronblade et bordeaux hjerte?

Se på de lyseste Dahlia-malerier i samlingen: kronbladet er elfenben eller creme helt ud til spidserne, og alligevel modstår en bordeauxfarvet plet midt i blomsten, skarp, som om den var skånet. Denne kontrast er ikke en malerkunstgreb. Havefolk brugte to århundreder på at udslukke pigmentet i fligerne uden nogensinde at få det fjernet fra midterskiven. Det mørke hjerte er det, der er tilbage af den oprindelige farve. Hver lys blomst bærer derfor sit arkiv midt i billedet: en blegnet periferi, en kerne, der stadig er rød, som gløden under asken.

Bordeaux hjerte og spidse kronblade: anatomien, som hvert Dahlia-maleri afslører

Er det mørke hjerte midt i hvert Dahlia-maleri en blomst i sig selv?

Nej, det er en forsamling. Det, disse Dahlia-malerier male som et bordeaux, rav- eller purpur hjerte, er ikke en støvfang men en mængde små rørformede blomster tæt op ad hinanden. Dahlien hører til samme familie som margueritten og solsikken: det, man tager for en enkelt blomst, er en samling, og det, man tager for kronblade, er også hele blomster, fladtrykte til fliger. At give centret en anden farve end kronbladet er derfor ikke en malerfrihed, men et signal om to forskellige organer.

Denne struktur forklarer, hvorfor disse lærred virker i to afstande. Langt væk fungerer den mørke skive som et mål: den centrerer komposition og ses fra den anden ende af rummet. Tæt på opløses den i en mængde små korn, hvor blikket dvæler. Få blomstermotiver tilbyder denne dobbelte virkning, og det er det, der gør, at disse værker kan hænge i en gang, hvor man går forbi, lige så godt som over en lænestol, hvor man har tid til at betragte dem.

Hvorfor ender kronbladene i spidse tunger?

Flere Dahlia-malerier viser kronblade rullet op om sig selv, skarpt tilspidset, næsten tornede, langt fra den runde form, man forventer af en havebloms. Denne form har et navn: kaktusdahlien, dukkede op i Europa i det sidste tredjedel af det 19. århundrede fra en plante, der kom fra Mexico. Fligerne rulles til et rør og ender i en nål, hvilket giver hele blomsten en silhuet af en tornet stjerne, langt mere takket end de afrundede sorter, der var dyrket indtil da.

På en væg ændrer denne takning alt. En rund krone falder til ro; en tilspidset forbliver i spænding, fordi spidserne sender linjer udad og forhindrer billedet i at lukke sig om sig selv. Det er det, der giver disse lærred deres grafiske præg, næsten tegnet, selv om motivet er en blomst. For den, der frygter, at en malet buket bliver for blød, er det disse skarpe former, man skal søge først i samlingen.

Følger disse overlappende kronbladsrækker en orden?

Læg mærke til, hvordan et Dahlia-maleri stabler sine kroner: hver række er forskudt i forhold til den foregående, så intet kronblad skjuler et andet, og blomsten læses i ét stræk helt ind til centrum. Denne forskydning er ikke en malerfinurlighed, det er den måde, planten lægger sine fliger på, i en spiral, fra kanten mod hjertet. Resultatet ligner en rosetvindue og opfører sig som sådan, når det hænger: øjet kredser om centrum i stedet for at feje billedet fra venstre mod højre, hvilket mærkbart bremser blikket.

Efterårslyset, som Dahlia-malerierne bevarer

Hvorfor er Dahlia-malerierne i honning, mursten og vin?

Intet i disse Dahlia-malerier minder om foråret: ingen møre grønne, ingen udvandede toner, ingen knopper, der lige er kommet frem. Man ser fyldige, mættede kronblade i deres fulde udfoldelse, i toner af honning, mursten og vin. Det er planten selv sæson. Dahlien blomstrer sent, fra juli til de første frost, netop når resten af haven begynder at falde fra hinanden. Disse lærred maler altså ikke blomsten generelt, de maler et præcist øjeblik i kalenderen: den sidste fylde i blomsterbedet.

Det giver samlingen en ret uventet brug efter årstiden. Det er billeder af september og oktober, lavet af et lavt, gyldent lys, der mætter farverne i stedet for at udvande dem. Hængt midt om vinteren fungerer de som en varmereserve : et rum, som gråvejret slukker, får på et enkelt vægstykke et blomsterbeds tæthed i solens sidste stråler. Argumentet vejer tungere end ren blomsterpynt, når man tøver mellem flere motiver.

Hvad laver det årede løv ved siden af disse kroner?

På flere lærred i samlingen Dahlia-maleri fylder det grønne næsten lige så meget som blomsten: brede, tandede blade, markerede nerver, stængler der nogle gange er farvet purpur. Det er ikke fyld. Dahlien har et tykt, mørkt løv, fordi det forsyner et skjult knold, en reserve, hvorfra planten gendannes hvert år; denne underjordiske kraft ses i tykkelsen af bladene. På væggen fungerer det dybe grønne som et mellemrum: det adskiller de lyserøde eller røde masser og forhindrer dem i at flyde sammen, som en pause mellem to toner.

Hvorfor tællelige kronblade i stedet for en krøllet pæon?

Forskellen springer i øjnene, når man sætter billederne side om side. Dahlia-malerierne giver kronblade, man kunne tælle ét for ét, stillet op i pæne rækker, og et center, der altid er synligt midt i det; den malede pæon byder derimod på en krøllet masse, hvor intet længere skiller sig ud, og rosen slæber efter sig et helt følge af kærlige antydninger. Her er der intet at tyde : rækker, et centrum, en farve. Det lærredet viser, er præcis det, det siger, uden bagtanke.

Denne åbenhed ændrer den besked, et maleri sender i et rum. Et rosenbuket på væggen taler altid lidt om kærlighed; disse konstruerede kroner taler om tålmodighed, jord og årstid. Derfor passer disse billeder lige så godt til et kontor, en spisestue eller en entre som til et soveværelse, uden at indføre nogen følelsesmæssig intention. De henvender sig til dem, der elsker blomster for det, de er, ikke for det, de skulle antyde.

FAQ om dahlia-malerier

Stammer de glødende røde med gule hjerter virkelig fra Mexico?

Ja, og det er den sikreste vej til at læse denne samling. Dahlien vokser vildt i de mexicanske højland, hvor de gamle folk dyrkede den for dens hule stængler og knolde længe før Europa tog interesse. Dens oprindelige blomst kombinerer skarlagenrøde kronblade med en gul skive: præcis den akkord, der går igen på de mest levende lærred. Disse glødende røde med gult hjerte ligger derfor tættest på planten før al dyrkning.

Hvorfor vækker disse blomster ingen parfumeminder, i modsætning til et malet buket roser eller syren?

Fordi dahlien næsten ingen duft har. Hvor en malet rose eller syren straks fremkalder en erindringslugt, henvender disse kroner sig kun til øjet. Det er en styrke for et maleri: alt går gennem formen, kronbladsrækkerne, det mørke hjerte, udskæringen af spidserne. Man ser en konstruktion i stedet for at huske en duft, og billedet holder sig bedre i et rum, hvor man spiser.

Hvordan skelner man en dahlia fra en pæon, når begge er malet på nært hold?

Se efter centrum og kanterne. Dahlien har næsten altid et synligt hjerte, mørkere eller gulere end kronbladet, og kronblade, der er tydeligt adskilt fra hinanden, ofte spidse eller rullet til rør. Pæonen danner derimod en krøllet masse uden læsbart centrum, fuld af uordnede folder. Her afgør de bordeaux-, rav- eller purpurfarvede hjerter og de ordnede rækker tvivlen fra første blik.